Afvisningen af Energy Transition Minerals’ efterforskningstilladels ved Kuannersuit sender et signal til internationale investorer om, at Grønlands regulatoriske processer ikke er til at stole på og fjerner en vigtig mulighed for at sikre kritiske mineraler for vestlige allierede.
PERTH, AUSTRALIEN – I det seneste tegn på, at Grønland ikke er åbent for forretning, har Departementet for Erhverv og Råstoffer formelt afvist ansøgningen fra Greenland Minerals, et helejet datterselskab af Energy Transition Minerals (ETM), om at forlænge efterforskningstilladelse 2010/02 for Kvanefjeld-projektet.
Beslutningen står i skarp kontrast til Grønlands gentagne offentlige forsikringer om, at landet byder ansvarlige internationale investeringer velkommen. For virksomheder og investorer, der vurderer Grønland som investeringsdestination, er budskabet nu klart: Den regulatoriske proces i Grønland kan blive anvendt til at fremme politiske mål frem for at sikre en retfærdig og forudsigelig behandling.
Afvisningen har også konsekvenser langt ud over ETM. På et tidspunkt, hvor USA, EU og allierede regeringer arbejder på at reducere afhængigheden af koncentrerede forsyningskæder for kritiske mineraler, har Grønland fjernet en vigtig forsyningsmulighed af sjældne jordarter, der er tilgængelige for vestlige partnere. Beslutningen indskrænker snarere end udvider Vestens muligheder for at opbygge robuste forsyningskæder nu og i fremtiden.
Afvisningen fulgte efter en høringsproces præget af en svarfrist på blot 48 timer til tekniske geologiske vurderinger. Greenland Minerals’ anmodning om en uges fristforlængelse blev kategorisk afvist den 23. juni, selv om anmodningen var rimeligt begrundet. Dette er ikke blot en enkeltstående hændelse, men det seneste eksempel i en række urimeligt korte svarfrister, som er blevet pålagt Greenland Minerals.
Selskabet udtalte i nylig korrespondance, at “Mønstret i sagsbehandlingen indtil nu giver anledning til alvorlig bekymring. Myndighedernes gentagne forsinkelser, den ufuldstændige fremlæggelse af relevant materiale, afhængigheden af en ekspertvurdering, som tilsyneladende er udarbejdet uden tilstrækkelig tid eller information, samt pålæggelsen af en urealistisk frist for selskabet peger alle på en proces, der er proceduremæssigt dysfunktionel og urimelig.”
Det blev også anført, at “Disse forhold skaber et indtryk af, at udfaldet kan have været forudbestemt, eller i det mindste at [selskabet] ikke har fået en reel og meningsfuld mulighed for at blive hørt.”
Daniel Mamadou, Managing Director i ETM, udtalte:
“Grønland har positioneret sig som ”open for business”. Denne beslutning skaber et andet indtryk. Ministeriet havde ni måneder til at behandle vores anmodning om forlængelse af tilladelsen, hvorefter det fastsatte en meget kort svarfrist og afviste en rimelig anmodning om forlængelse. Ministeriet tilsidesatte desuden vores egne nylige data, som viser urankoncentrationer under den grænseværdi, der er fastsat i Grønlands egen uranlov.
Prisen for dette betales først og fremmest lokalt: Projektet ville skabe arbejdspladser, uddannelsesmuligheder og indtægter til Narsaq og til Grønland, og denne mulighed bliver nu bremset.
Konsekvenserne rækker imidlertid også ud over ETM. Virksomheder og investorer, der overvejer Grønland, vil drage deres egne konklusioner om forudsigeligheden af landets regulatoriske processer, og vestlige regeringer, der arbejder på at sikre forsyningskæder for kritiske mineraler, har en direkte interesse i, hvordan licensafgørelser som denne bliver håndteret.”
ETM oplyste, at selskabet overvejer alle tilgængelige juridiske muligheder for at anfægte afvisningen i henhold til grønlandsk forvaltningsret.
En jurisdiktion ude af trit
Ministeriets håndtering af høringsprocessen afviger markant fra internationale standarder for regulering af mineindustrien. En svarfrist på 48 timer for tekniske geologiske vurderinger er usædvanlig blandt etablerede minelande.
Til sammenligning giver store minelande som Australien, Canada og Norge normalt høringsperioder målt i uger frem for timer. Ministeriets afvisning af at give en forlængelse på én uge – selv efter at have anerkendt, at centrale rådgivere ikke var tilgængelige – rejser spørgsmål om, hvorvidt fristen var udformet med det formål at begrænse reelt input fra industrien.
Hvis Grønlands regering havde haft væsentlige forvaltningsmæssige bekymringer vedrørende projektet, ville disse normalt være blevet behandlet gennem en rimelig høringsproces. Den stærkt komprimerede tidsplan peger på det modsatte.
Hvad dette signalerer til investorer
Grønlands håndtering af denne proces vil påvirke, hvordan internationale investorer vurderer regulatorisk risiko i landet. For investorer, der overvejer langsigtede kapitalinvesteringer, rejser dette et afgørende spørgsmål: Kan man stole på, at regulatoriske processer er retfærdige og forudsigelige, eller vil de blive formet af politiske hensyn? Hvis svaret er usikkert, søger kapitalen andre steder hen.
Mineselskaber og udviklingsfinansieringsinstitutioner følger nøje, hvordan regeringer behandler investorer gennem hele den regulatoriske proces. Grønlands adfærd i denne sag vil blive bemærket i hele sektoren.
Omkostningen for vestlige forsyningskæder
USA, EU, Japan, Canada og Australien har alle gjort diversificering af kritiske mineraler til en central målsætning for energisikkerheden. Forsyningen af sjældne jordarter er fortsat stærkt koncentreret, hvilket gør vestlige økonomier sårbare over for forstyrrelser.
Op mod 15 % af verdens forsyning af sjældne jordarter (REE’er) kunne komme fra Kvanefjeld, hvis projektet blev sat i drift. Kvanefjeld udgør en betydelig ressource af sjældne jordarter i en stabil og allieret jurisdiktion – præcis den type aktiv, som Vestens strategier for robuste forsyningskæder søger at bringe i produktion. Grønlands beslutning fjerner denne mulighed og indsnævrer kredsen af pålidelige forsyningskilder, netop på et tidspunkt hvor diversificering er vigtigere end nogensinde.
Den bredere læring er, at regulatorisk uforudsigelighed ikke kun skader den jurisdiktion, der praktiserer den. Den svækker også den samlede robusthed i de forsyningskæder, som dens partnere forsøger at opbygge.
Næste skridt
Selskabet vurderer alle muligheder, herunder at anfægte afgørelsen efter grønlandsk forvaltningsret samt at engagere internationale partnere i spørgsmålet om regulatorisk risiko i Grønlands minesektor.